Vedtægter

Gældende for Sejs-Svejbæk Lokalråd, vedtaget den 6. marts 2013


§ 1

Lokalrådets navn er Sejs-Svejbæk Lokalråd, omfattende Sejs, Svejbæk, Hattenæs og Nyløkke.


§ 2

Lokalrådets formål er at optimere kommunikationen mellem områdets borgere og Silkeborg kommune, samt at være Silkeborg Kommunes hovedsamarbejdspartner i lokale spørgsmål. Lokalrådet kan tage selvstændige initiativer for at fremme gode vilkår for områdets indbyggere, forretningsliv, foreningsliv og institutioner.


§ 3

Lokalrådet består af 7 medlemmer, valgt for 4 år ad gangen samtidig med valg til Byrådet. Alle, der har stemmeret ved kommunalvalget og har bopæl i området på valgdagen, er valgbare. Dog er medlemmer af og/eller kandidater til Folketinget, Regionsrådet og Byrådet ikke valgbare. Navne på kandidater afleveres til lokalrådet senest 30 dage før valgdatoen. Herefter offentliggøres kandidatnavnene 14 dage før valget. I tilfælde af, at der er færre end 8 kandidater, foregår valget på et offentligt annonceret borger-møde.


§ 4

Stemmeafgivning kræver personligt fremmøde. Ved valget kan afgives stemme på en eller to kandidater. De 7 kandidater, der opnår højeste stemmetal, er valgt som lokalrådsmedlemmer, de næstfølgende 7 kandidater står til rådighed som suppleanter i den rækkefølge, som deres stemmetal berettiger til. Ved stemmelighed trækkes lod om placeringen. Alle, der er fyldt 16 år og har bopæl i området på valgdagen, har stemmeret.


§ 5

Hvis et lokalrådsmedlem flytter fra området, udtræder vedkommende automatisk af lokalrådet. Et medlem kan endvidere anmode om at udtræde af lokalrådet, anmodningen skal godkendes på et ordinært lokalrådsmøde. I begge tilfælde træder en suppleant til. Hvis der ikke er suppleanter, kan lokalrådet suppleres på et offentligt annonceret borgermøde.


§ 6

Lokalrådets funktionsperiode begynder den 1. januar og regnskabsåret følger kalenderåret. Lokalrådets regnskab gennemgås af revisoren (bilagskontrollanten), og det godkendte regnskab indsendes til Silkeborg Kommune inden den angivne frist som dokumentation for foregående kalenderårs tilskud.


§ 7

Lokalrådet skal umiddelbart efter valget konstituere sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Lokalrådet kan fastsætte sin egen forretningsorden. Lokalrådet tegnes af enten formanden og et lokalrådsmedlem i forening eller af næstformanden og 2 lokalrådsmedlemmer i forening.

 

§ 8

Lokalrådet kan nedsætte og nedlægge arbejdsgrupper efter behov.


§ 9

Lokalrådet indkalder mindst én gang årligt inden den 1. marts, med 14 dages varsel, til et offentligt borgermøde. Borgermødet kan udsættes, hvis lokalrådet finder det nødvendigt, dog skal det afholdes inden den 1. juni. Til borgermødet udpeger lokalrådet en dirigent.

Mødet har følgende faste dagsordenspunkter:

1. Redegørelse for lokalrådets arbejde i den forløbne periode.

2. Fremlæggelse af regnskab.

3. Vedtægtsændringer og indkomne forslag behandles.

4. Valg af revisor (bilagskontrollant) og revisorsuppleant for 1 år.


§ 10

Lokalrådets vedtægter kan kun ændres på et borgermøde, hvor dagsordenspunktet er meddelt ved en offentlig indkaldelse med mindst 14 dages varsel, og dersom mindst to tredjedele af de fremmødte stemmer for ændringsforslaget.


§ 11

En eventuel opløsning af lokalrådet kan kun besluttes på to på hinanden følgende borgermøder, hvor dagsordenspunktet er meddelt ved en offentlig indkaldelse med mindst 14 dages varsel, såfremt 2/3 af de fremmødte stemmer for. Ved opløsning af lokalrådet tilfalder en eventuel kassebeholdning almennyttige formål i lokalområdet, efter beslutning på borgermødet.


Vedtaget første gang på det stiftende borgermøde den 29. september 2005. Senest revideret på borgermøde den 6. marts 2013.