Udviklingsstrategi 2020 for Sejs-Svejbæk

Vision

(sætter retning for vores arbejde, er svaret på, hvorfor vi gør, som vi gør)

Sejs-Svejbæk – et fællesskab i naturens rammer med en velfungerende infrastruktur, hvor mennesker trives og kulturen lever.                                              

Særlige indsatsområder

(her har vi et særligt fokus i arbejdet med at realisere visionen)

Fællesskabet er det væsentligste i vores lokalsamfund. I fællesskabet bliver alle set og hørt, ingen er overladt til sig selv, og der er samspil mellem generationer og indenfor generationer. Sejs-Svejbæk har mødesteder, som ikke stiller krav om medlemskab og tilhørsforhold, men som er til rådighed for alle. Informationen flyder frit, både virtuelt og i mødet mellem mennesker. Der er tæt samarbejde mellem lokalområdets foreninger og institutioner til alles bedste. Vi er alle med til at værne om den ydre ramme, vores smukke natur. Vore styrker forenes til gavn for fællesskabet.

Sådan gør vi fællesskabet i Sejs-Svejbæk stærkere:

  • Infrastrukturen giver mulighed for mødesteder og aktiviteter i byrummet, f.eks. bytorvet, legepladser, skolen, sportsarealerne og Multihuset – og let adgang til det omgivende samfund. Børn færdes sikkert, f.eks. pr. gåbus.
  • Naturen giver mulighed for mødesteder og aktiviteter, men også for ro og fordybelse, f.eks. De Små Fisk, Hundeskoven, Sejs Hede, skovene, Gudenåen, Sejs Ladeplads, Sejs Engen og Ludvigslyst.
  • Trivslen baserer sig f.eks. på fællesskaber omkring moderne idrætsfaciliteter, adgang til lokalt sundhedshus, lokalt hjertestarterkorps og optimale betingelser for at bevæge sig til fods og på cykel.
  • Kulturen udfolder sig i aktiviteter for alle aldre og i alle foreninger og institutioner, f.eks. dagtilbud/skole, kirken, det gode lokale musikliv og kreative aktiviteter i Multihuset.

 

Hvad mener vi med udviklingsstrategi? (fra indkaldelsen til fremtidsværksted 15. november 2014)

Vores udviklingsstrategi skal give os, der bor i Sejs-Svejbæk, et fælles udgangspunkt og skitsere den retning, vi ønsker at bevæge os i de kommende års udvikling. Samtidig skal den være med til at forme vores lokalsamfunds identitet og sikre den sammenhængskraft, der er nødvendig, for at vi kan trives med os selv og hinanden. Udviklingsstrategien skal rumme det hele – sammenhæng mellem trafik, arealer, natur, børn, sport og fritid osv. – og den må også meget gerne bidrage til at skabe nye relationer og nye aktiviteter mellem os, der bor her.  

Fra strategi til resultater – konkret handling undervejs

  • Bytorvet (infrastruktur): Et tæt samarbejde med Dagli’Brugsen har resulteret i opsætning af borde/bænke og blomsterkummer. Sidstnævnte passes af engagerede borgere. De lokale forretningsdrivende arbejder sammen med lokalrådets trafiksikkerhedsgruppe på at få hastigheden nedsat. Gåbus (infrastruktur) i indledende faser, hvis der er opbakning.
  • De Små Fisk (natur): Et lokalt grønt partnerskab arbejder på at få optimeret lokaliteten i samspil med Oplev Gudenaa, Silkeborg Kommune, Naturstyrelsen m.fl..
  • Hjertestarterkorps (trivsel): Vi har desværre fået afslag på at få et 112-førstehjælperkorps fra Region Midt, men lokalrådets trivselsgruppe arbejder videre på at få flere lokale hjertestartere og etablere et egentligt hjertestarterkorps af lokale frivillige. Sejs-Svejbæk Hjertestarterforening blev etableret i februar 2016 med lokalrådet som "fødselshjælper".
  • Byportal (kultur): En virtuel platform, hvor der findes præsentationer, kalender og andet, der synliggør lokalområdets aktiviteter, er undervejs.

Den 9. september 2015

Udviklingsstrategi 2020 for Sejs-Svejbæk som pdf-fil.

Forarbejde vedr. Udviklingsstrategi 2020 for Sejs-Svejbæk:

Sejs-Svejbæk Lokalråd holdt den 15. november 2014 et inspirerende fremtidsværksted med ca. 25 deltagere fra lokale foreninger, institutioner m.v.

De mange forslag fra fremtidsværkstedet blev igen drøftet og konkretiseret på borgermødet den 4. marts 2015. Lokalrådet har herefter udarbejdet udviklingsstrategien (se ovenfor), som vi fremover vil bruge som ramme for konkrete, fælles tiltag i vores lokalområde.